Den håndbyggede violins hemmelighed
Af
Tommy Heisz

Den håndbyggede violins hemmelighed

I Norditalien har et af verdens mest delikate håndværk overlevet både industrialisering og globalisering. Den håndbyggede violin er en verdenssucces for byen Cremona, hvor fortid og nutid smelter sammen i en indbringende nicheforretning. Nordea Invest tog til byen for at høre, hvordan 30 stykker træ bliver millioner af kroner værd.

Læs mere om:
Europa
Indsigt

Yael Rosenblum lægger vægten i og tvinger stemmejernet gennem træet, så høvlspånerne flyver i alle retninger. De krøller sig sammen som orme, før de lander. Hun holder træstykket op foran sig, puster støvet væk og lader fingrene glide hen over overfladen. Hun mærker efter, hvad næste skridt skal være. Bevægelserne skifter mellem det brutale og blide, når Yael Rosenblum udøver sit håndværk. ”For mig er violinen kunst på flere niveauer,” fortæller den israelskfødte violinbygger. ”De enkelte dele er bare stykker af træ. Sadlen, sneglen, hagestøtten og så videre, det er omkring 30 stykker håndværk udført med stor præcision. Men når det hele er samlet til et instrument, bliver de til noget større. Et kunstværk – der samtidig rummer potentiale til at udtrykke endnu et kunstværk i form af musik.”

package
Hør violinbygger Yael Rosenblum fortælle, hvordan en violin tager form

32-årige Yael Rosenblum er ikke meget højere end den cello, hun færdiggjorde for nylig, som står ovre i hjørnet. Hun bøjer sig i dyb koncentration ind over høvlebænken i sit værksted i den norditalienske by Cremona. Værkstedet ligger i en smal, brolagt gade. I kvartererne omkring hende bygger over 100 kolleger violiner på stort set samme måde. Processen er langsom, men det accepterer kunderne. Markedsprisen på en håndbygget Cremona-violin er omkring 75.000 kr., og de allerdygtigste er langt oppe i de seks cifre.

Cremona er en nydelig gammel by, hverken stor eller lille, beliggende, hvor Po-floden slår et knæk cirka midt mellem Milano og Parma. Men det er som violinens og de andre klassiske strengeinstrumenters hjemby, at den har fundet sin niche og erobret en plads på verdenskortet. Det var i Cremona, at Andrea Amati i midten af 1500-tallet byggede det allerførste eksemplar af violinen, som vi kender den i dag. Amati-slægten førte håndværket videre, men da en ung knægt ved navn Antoni Stradivari i midten af 1600-tallet kom i lære hos familien, modnedes det for alvor. Violinerne med Stradivarius-mærket blev eftertragtede i hele Europa – og det har de været lige siden.

Men hvordan blev én mands geni til en hel bys levebrød? Og hvorfor trives Cremona, når der i en enkelt forstad til Beijing produceres over 300.000 violiner, hvis kvalitet vokser år for år?

Fingrene husker

På væggen bag Yael Rosenblum hænger blandt andet syl, tommestok, hammer og løvsav. De helt traditionelle stykker værktøj, som også Stradivari benyttede sig af. Men næsten lige så vigtigt som det rigtige værktøj er intuitionen, fortæller hun:
”Det er, som om fingrene får en hukommelse. Efterhånden som man bliver mere erfaren, arbejder man mere og mere på fornemmelser og følelser. Jeg behøver ikke veje træet, jeg vælger til bunden af violinen, for at finde ud af, om det er tungt eller let. Og jeg behøver ikke undersøge, om det er hårdt eller blødt. Jeg kan bare mærke det. Jeg ved præcist, hvordan det bliver at arbejde med.”

Stradivarius i Danmark 

Der er ikke noget komplet overblik over, hvor i verden de forskellige Stradivarius-violiner befinder sig, for mange samlere ønsker ikke opmærksomhed. Men det er sikkert, at der befinder sig nogle stykker på Det Kongelige Teater i Danmark. Her råder man blandt andet over en model fra 1714. Den tilhørte en spansk gesandt, som flygtede fra Napoleon og fik arbejde hos hoffet i Danmark. Han solgte den til en guldsmed, som i 1864 donerede den til Det Kongelige Teater. 

”Jeg koger min egen lak en gang om året, og opskriften udvikler sig hele tiden. Det er lidt som med håndværket. Til at begynde med lærer man det af en mere erfaren, og så begynder man at udvikle sin egen stil. Jeg er slet ikke færdig med at eksperimentere med lakken. Jeg bruger en oliebaseret lak, helt uden alkohol, og så er der forskellige særlige ingredienser i, men dem vil jeg ikke ud med,” griner Yael Rosenblum. 

Træet er også en videnskab for sig. I dag benytter violinbyggerne i Cremona sig af træ fra det samme skovområde, som Stradivari gjorde. Det er en helt særlig type langsomt voksende rødgran fra Fiemme-dalen i bjergkæden Dolomitterne længere oppe nordpå. Men træ er ikke bare træ, heller ikke selv om man dyrker det samme sted. 

”Selv to stykker fra forskellige steder på det samme træ kan være vidt forskellige. Hvert eneste stykke træ har sin helt egen personlighed og opfører sig på en særlig måde,” forklarer Yael Rosenblum. 

Nogle forskere tror, Stradivaris hemmelighed gemmer sig i træet. Han byggede nemlig sine instrumenter under ’Den lille istid’ i Europa. En række usædvanligt kolde vintre satte sig spor i træerne. Årringene blev meget mindre, og træet udviklede i perioden en særlig form for elasticitet. 

Antoni Stradivari startede sin nicheforretning i Cremona
Antoni Stradivari startede sin nicheforretning i Cremona

Måske er det lakken. Måske er det træet. Måske var Stradivari og de øvrige mestre simpelthen geniale, og måske er i hvert fald en del af violinernes mytiske kvalitet ren indbildning. Men som en god historie er Cremonas fortid fuldstændig reel, og Stradivaris legende er kroner og øre værd for byen.

At gode historier er penge værd, kan påvises blot ved at se på de klassiske violiners prisskilte. Antikke kvalitetsvioliner er steget eksplosivt i værdi siden 2. verdenskrig – en instrumenthandler anslog i The Economist, at priserne gennemsnitligt er steget 12 pct. årligt siden 1950. Rekorden for et enkelt instrument blev slået for nylig, da en Stradivarius på en auktion i London skiftede hænder for ca. 90 mio. kr. 

Ifølge magasinet The Economist koster selv de mindst attraktive Stradivarius-violiner langt over fem mio. kr., mens selv de bedste nybyggede violiner – ofte fra Cremona – sjældent koster over en kvart mio. Når en moderne violin i sjældne tilfælde nærmer sig et prisskilt på en mio., skyldes det også instrumentets historie. I 2003 blev en violin af den nulevende amerikaner Samuel Zygmuntowicz solgt for 130.000 dollars. Instrumentet havde tilhørt den verdensberømte solist Isaac Stern, der var død få år forinden. 

Violinerne var væk

Kulturen med at bygge violiner er i denne omgang forholdsvis ny i Cremona. Efter guldalderen i det 17. og 18. århundrede forsvandt håndværket helt fra byen, og det krævede en visionær og langsigtet beslutning at genrejse byens navn. Det skete i 1937, da en masse originale Stradivarius-instrumenter rejste "hjem" til byen for at markere 200-året for mesterens død med en koncert. Ved den lejlighed blev det besluttet at grundlægge en skole i byen. Efter 2. verdenskrig begyndte violinkulturen for alvor at spire i Cremona. 

Cremona som brand
Cremona har med succes udnyttet fortællingen om mestrene til at skabe en lokal nicheindustri. Med sine 335.000 indbyggere er Cremona en lille by efter italiensk standard, alligevel rummer den over 100 kombinerede værksteder og butikker, hvor der produceres og sælges violiner, celloer og andre strengeinstrumenter.  På et særligt museum fortælles historien om byens violinbyggere, og på rådhuset kan man hver dag ved middagstid høre en violinist spille på en Stradivarius. 

Hjertet i Cremonas bestræbelse på at forblive verdens violincentrum finder man imidlertid i et nedlagt kloster ikke langt fra byens centrum. Her ligger en international skole, hvor unge fra hele verden kan lære det unikke håndværk. Da Yael Rosenblum som 16-årig besluttede sig for at blive violinbygger, fandt hun hurtigt ud af, at skolen i Cremona var stedet at rejse hen. 

Skolens rektor, Mariano Gamba, fortæller, at Stradivaris ånd lever i bedste velgående på skolen, hvor eleverne lærer at bygge violiner efter de helt gamle principper: 

”Traditionerne er ekstremt vigtige for Cremona. Fortællingerne om Stradivari, Amati og de andre gamle violinbyggere tiltrækker turister til museer og koncerter. Og samtidig skaber de også en forretning for byens mange violinbyggere. Det er netop det, der får elever fra hele verden til at komme her og studere. Mange af dem ser en mulighed for at lave en forretning ud af det her i byen, og mange af værkstederne i Cremona er drevet af tidligere elever.” 

Mød Alex Buctenica, som studerer på violinbyggerskolen i Cremona

Hylder de gamle principper

Yael Rosenblum knokler videre med bundstykket på høvlebænken. Under bordet hjælper et par løbesko fra Adidas med at gøre det udholdeligt at stå op det meste af dagen. 

Violinen, hun arbejder på nu, er solgt til en amerikansk kvinde, der besøgte værkstedet på en rejse. Nogle gange finder hun kunder blandt byens musikturister, andre gange er de indkøbere fra de store orkestre, og af og til kommer en af fagets store kanoner selv og håndplukker et instrument. Som Francesco Manara, koncertmester på La Scala i Milano, som i dag spiller på en Yael Rosenblum. 

Hun ved udmærket, at hun med elektriske maskiner kunne øge sin produktion øjeblikkeligt. Men det har hun ingen interesse i: 

”Det skal tage lang tid at bygge en violin," slår hun fast.

"Det er ikke bare et spørgsmål om håndværk og præcision. Der er en ekstra dimension, som jeg nærmest vil kalde noget åndeligt – og det her kommer altså fra det mest rationelle menneske i verden. Jeg er ateist og slet ikke sentimentalt eller spirituelt anlagt. Men der sker altså et eller andet. Den person, der bygger violinen, lægger sine tanker, idéer og følelser ned i det færdige instrument.”