CFS - top
Af
Nina Azoulay, journalist

“Modebranchen er nødt til at sidde ved samme bord for at nå i mål”

Copenhagen Fashion Summit fejrer i år sit 10 års-jubilæum, og topmødet har formået at få store globale virksomheder til at arbejde sammen og dele viden og erfaringer for at komme de enorme udfordringer med bæredygtighed til livs, som branchen står over for.

Danmark
Industri
Klima og Miljø
Dorrit Bøilerehauge
Dorrit Bøilerehauge
Ph.d og modeforsker (foto: Carsten Ingemann)

I midten af maj strømmede ledere fra den internationale modebranche til København. Ikke for at sidde langs catwalken og betragte nye kollektioner fra nordiske modebrands, men for i fællesskab at dele gennemprøvede erfaringer og diskutere nye ideer for, hvordan branchen kan blive mere bæredygtig og gennemføre en gennemgribende grøn omstilling. Det skete, da det internationale topmøde Copenhagen Fashion Summit løb af stablen og samtidig fejrede sit 10 års-jubilæum.

Topmødet gik første gang i luften i 2009 under FN’s klimakonference i København med visionen om en bæredygtig omstilling af hele modeverdenen, hvor kritiske problematikker indenfor miljø, etik og social ansvarlighed blev adresseret. I dag er modebranchen i stigende grad bevidste om, at de er nødt til at sidde ved samme bord for at nå i mål – og det gør de nu, siger Dorrit Bøilerehauge, ph.d og modeforsker og gennem mange år har arbejdet med blandt andet strategisk rådgivning af virksomheder.

- Summitten har skabt en forståelse for, at hvis det skal lykkes at gøre branchen bedre, skal de arbejde sammen. Der skal noget til for at få virksomheder til at samarbejde og sidde til bords med konkurrenterne og for at overtale dem til at vidensdele og hjælpe hinanden. Man skal skabe en fælles og anden forståelse end den enkelte virksomheds bundlinje. Det gør man ikke fra dag til anden, og det er heller ikke sikkert, at det sker på en enkelt konferencedag, men de har taget det et skridt ad gangen, og efterhånden har det rodfæstet sig, forklarer hun.

Som Francois-Henri Pinault, administrerende direktør i Kering, som blandt andet står bag luksusmærker som Gucci, Yves Saint Laurent og Alexander McQueen, gik på talerstolen og sagde til sine kollegaer: ”Det er vores ansvar – ikke bare at gå forrest, men at dele vores erfaringer og resultater med hinanden undervejs."

Samme toner lød fra bæredygtighedschef i H&M Group Anna Gedda, der talte for, at virksomhederne arbejder med open source og deler deres erfaringer for at sikre, at det ikke bliver en konkurrence. "Bæredygtighed er nødt til at være et ikke-konkurrencepræget område," lød det fra Gedda.

CFS
Bæredygtighedschefer fra Kering, H&M Group, Nike og PVH Corp (som blandt andet står bag Tommy Hilfiger og Calvin Klein) i en paneldebat om, hvad topledere skal prioritere for at gøre deres virksomheder mere bæredygtige. (Foto: Copenhagen Fashion Summit)

Topmødet foregik med modebranchens vanlige sans for stil med rød løber. Men det er ikke bare skåltaler og social sammenkomst, fastslår Dorrit Bøilerehauge, der peger på tre overordnede ting, Copenhagen Fashion Summit har opnået: At skabe opmærksomhed, at skabe indsigt og skabe et samlingspunkt for branchen om spørgsmålet om bæredygtighed.

- Branchen er blevet meget klar over, hvor forurenende den er, og virksomhederne bliver i stigende grad bevidste om, at de er nødt til at sidde ved samme bord for at nå i mål. De har forstået alvoren af det nu. Summitten har haft det på dagsordenen i mange år, men nu arbejder omgivelserne også for dem og er med til at motivere virksomhederne yderligere, for flere og flere virksomheder på tværs af brancher tager spørgsmålet om bæredygtighed til sig og arbejder på det, forklarer hun.

Copenhagen Fashion Summit
Nye materialer og nye produktionsmetoder vises frem på Copenhagen Fashion Summit, hvor branchen kan blive inspireret til nye måder at fremstille jeans, farve tekstiler eller genanvende kasseret tøj.

Udleder 1,2 milliarder ton CO2 om året

Selv om den bæredygtige bevidsthed er vokset, er der stadig meget at tage fat på for modemærker som Nike, Puma, Kering Group, H&M, Bestseller, Burberry, Levi’s og mange andre af deltagerne i det københavnske topmøde.

Ifølge en rapport fra Ellen MacArthur Foundation udledes der hvert år 1,2 milliarder tons CO2 fra den globale tekstilproduktion – mere end verdens samlede fly- og skibstrafik – og det anslås, at 20 procent af den industrielt skabte vandforurening kan føres tilbage til farvning og behandling af tekstiler. Rapporten viser også, at tekstilindustrien globalt beskæftiger mere end 300 millioner mennesker og omsætter for cirka 1,3 billioner dollars årligt.

En ny CEO Agenda

Global Fashion Agenda har sammen med førende modevirksomheder og bæredygtighedseksperter udviklet en CEO Agenda, som peger på syv indsatsområder for branchen – blandt andet effektivisering af vandforbrug og kemikalier og energi, forbedret arbejdsmiljø og lønvilkår og cirkulære produktionsmodeller med flere bæredygtige materialer. Blandt andre Kering, H&M og Bestseller har været med i arbejdet.

Kilde: Global Fashion Agenda

De problematikker er blevet rejst på Copenhagen Fashion Summit og af innovationsforummet for bæredygtighed Global Fashion Agenda, som begge hører under Danish Fashion Institute.

“Modeindustrien er en af verdens største, men det er også en af de industrier, der har allerflest ressourcer og beskæftiger flest mennesker. De miljømæssige, sociale og etiske udfordringer, som branchen står over for i dag, er ikke kun en trussel mod planeten, men også en trussel mod branchen selv. Derfor er der ikke noget andet alternativ, end at bæredygtighed bliver en integreret del af enhver virksomheds forretningsstrategi.”

Sådan sagde direktør Eva Kruse, da hun forud for modetopmødet sidste år fremlagde en ny CEO Agenda, som globale virksomheder sammen med bæredygtighedseksperter havde udviklet og tilsluttet sig, og som skulle danne rammen for årets summit.

Hun understregede, at det var første gang i historien, at nøglespillere fra branchen var gået sammen for at diskutere og nå til enighed om, hvad der skal prioriteres for at forbedre branchens miljømæssige og sociale aftryk.

Copenhagen Fashion Summit
Hvordan producerer man jeans, der kan holde i længere tid? Det burde branchen have mere fokus på, lyder det fra flere forskere. (Foto: Copenhagen Fashion Summit)

Kravet om vækst er problemet

Fra flere sider bliver der sat fokus på bæredygtighed i modebranchen. Få dage før årets Copenhagen Fashion Summit blev skudt i gang, lagde Carlsberg Academy hus til arrangementet The Sustainable Fashion Research Agenda, som Copenhagen Business School og Designskolen Kolding sammen stod bag.

Her var førende forskere fra flere lande inviteret til at give deres bud på, hvordan virksomhederne kan arbejde mere bæredygtigt og bygge bro mellem forskning og erhvervsliv. Fra forskerne lyder, at de har respekt for, at Copenhagen Fashion Summit formår at samle hele branchen om den bæredygtige dagsorden. Men modeindustriens reaktion på klimakrisen er forenklet, for den er udfordret af den vækstlogik, der definerer branchens måde at arbejde på, påpeger professor Kate Fletcher, der forsker i mode og bæredygtighed ved Centre for Sustainable Fashion ved University of the Arts i London og en af kræfterne bag den nye konference.

Hun mener, at der findes løsninger, som branchen kan leve under, som ikke ødelægger kloden, men at den slags forslag ikke er velkomne i debatten, fordi de stiler mod et lavere forbrug og mindre vækst.

- Den nuværende modeindustri er dybt involveret i overproduktion af tekstiler og materialer, som forbrugere generelt set er involveret i overforbruget af. Men det behøver ikke være den eneste måde, industrien kan eksistere på, siger Kate Fletcher til Ugebrevet Mandag Morgen.

Hun peger på den løsning, forskerne er enige om: Færre varer i bedre kvalitet.

Den konklusion er den norske professor Ingun Klepp, der forsker i bæredygtighed i tekstilindustrien ved Forbrugsinstituttet SIFO på OsloMet-universitetet også enig i.

- I stedet for at diskutere, hvordan man kan recirkulere tøj, burde man diskutere, hvordan jeans kan holde i fem år i stedet for kun ét år, siger Ingun Klepp til Mandag Morgen.

Selv om forskerne på den ene side og branchen på den anden side har forskellige opfattelser af, hvilke modeller, der hurtigst og mest effektivt kan realiseres, er målet det samme: At skabe løsninger på klimaudfordringerne, som kan bruges i modeindustrien.

Forurening og forbrug i modebranchen

• De seneste 15 år er den globale tøjproduktion fordoblet. Alligevel kasseres hvert enkelt stykke tøj langt hurtigere. Nogle typer tøj bruges kun 7-10 gange, før det smides ud.

• I USA bruges tøj typisk kun en fjerdedel så meget som det globale gennemsnit. I Kina er udnyttelsen af hvert stykke tøj faldet med 70 procent de seneste 15 år.

• Årsagen er dels en voksende global middelklasse, dels ’fast fashion’-fænomenet, hvor der lanceres flere kollektioner hvert år med billigere tøj, som ofte er af dårligere kvalitet.

Kilde: Ellen MacArthus Foundations rapport A New Textile Economy: Redesigning Fashion’s Future

Francois-Henri Pinault
Det er vores ansvar – ikke bare at gå forrest, men at dele vores erfaringer og resultater med hinanden undervejs, lød det fra Francois-Henri Pinault, adm. direktør i Kering, som blandt andet står bag luksusmærkerne Yves Saint og Gucci. (Foto: CFS)

"Det skal gå hurtigt"

Copenhagen Fashion Summit har på sine 10 år sikret opmærksomhed om branchens udfordringer. Dorrit Bøilerehauge er ikke i tvivl om, at den har haft stor betydning for den bæredygtige dagsorden.

- Den vidensudveksling, der sker på sådan et topmøde, og det der siden kan føre til resultater og handling, kan ikke måles. Men hvis Copenhagen Fashion Summit ikke havde været der, havde for eksempel Levi’s og H&M ikke kunnet stå frem og fortælle om deres programmer og inspireret andre aktører i branchen til at arbejde med den bæredygtige dagsorden, som er så vigtig. Virksomhederne skal erkende, hvor stort og komplekst et arbejde, der er, og finde ud af, hvordan de hver især skal gribe det an. For man kan ikke tage hele det store arbejde på en gang – det er der ingen virksomheder, der har luft til – og derfor er vidensdelingen så vigtig, siger Dorrit Bøilerehauge.

Hun er ikke i tvivl om, hvad nogle af de største knaster i den bæredygtige omstilling er.

- Vi skal se resultater i branchen, og det skal gå hurtigt, fordi man er kommet sent i gang, siger hun.

Det indebærer mere åbenhed og gennemsigtighed for eksempel på målbare områder som CO2-aftryk og brug af økologiske materialer. På den måde kan man vise, at man arbejder på den bæredygtige omstilling, og hvor langt man er nået, mener Dorrit Bøilerehauge, som også mener, at lovgivning vil have afgørende betydning.

- Virksomhederne alene kan ikke skabe hele udviklingen, de har også brug for hjælp udefra. Det er som regel dyrt at være foregangsland, men der kan man støtte op – både nationalt, i Norden og i EU. Kan man få EU-lovgivning på det her område, vil det batte rigtig meget, fordi mange virksomheder har trukket produktion tilbage til Europa, og man desuden også kan stille krav til de produkter, der sælges på det europæiske marked. Det vil hjælpe virksomhederne, for omstilling til bæredygtig produktion er dyrt og tager tid, siger Dorrit Bøilerehauge.

 

Omtale af lande, selskaber og/eller fonde i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.

Magasinet har sin egen app – hent den her!

MyInvest er udviklet af Nordea Invest og indeholder alt indhold fra Nordea Invest Magasinet samt mulighed for at følge dine favorit Nordea Invest fonde.

Download nu og bliv automatisk opdateret hver gang der kommer nyt