bæredygtighed
Af
Nordea Invest

8 grønne tips til garderoben

Når vi snakker forurening og bæredygtighed, tænker vi som regel på fossile brændstoffer, store fabrikker eller den mad, vi spiser. Og ikke så meget på det tøj, vi har på. Men faktisk er tøjindustrien en af de brancher, der belaster miljøet mest.

Læs mere om:
Klima og Miljø
Tekstil

Du kender det måske selv. Du føler ikke rigtigt, at du har noget tøj at tage på, når du står op om morgenen. Eller også er det bare som om, at garderoben trænger til en lille opdatering. Og så er det hyggeligt at smutte forbi favoritbutikken på vej hjem.

Sådan har de fleste det engang imellem. Faktisk forbruger vi omkring 80 milliarder stykker tøj hvert år. Det er fire gange så meget som for bare 20 år siden.

Vi shopper tøj og smider ud, og det sætter sine spor. For eksempel kræves der omkring 2.700 liter vand for at producere en t-shirt. Plus der bruges en masse kemikalier til at fremstille og farve tøjet. For ikke at tale om transporten fra fabrikken til din lokale tøjbutik.

Flere af de store modebrands har gennem de seneste år fået øget fokus på bæredygtighed og ansvarlighed. Det bedste, du kan gøre som forbruger, er at lade forandringen begynde i dit eget klædeskab.

Grønne tips til garderoben

Vi har samlet en række tips til, hvordan du får en mere bæredygtig garderobe.

Køb bæredygtigt, hvis du kan
Gå altid efter bæredygtige materialer, når du køber nyt. Køber du f.eks. bomuld, så kig så vidt muligt efter det, der er økologisk, eller genbrugsbomuld. Silke, hamp og lyocell er andre stoffer, der er venlige mod miljøet. Du kan læse mere om bæredygtige materialer her.

Skær ind til benet
Minimalisme holder. Ikke kun i selve designet, men også i måden, du indretter din garderobe på. Halvdelen af tiden går du sikkert i 10% af dit tøj, så hvorfor have så meget? Hellere have nogle få favoritgenstande, der holder både kvalitets- og modemæssigt. Hvilket leder os hen til næste punkt…

Drop det hurtige fix
Den billige basisgarderobe er i virkeligheden den, der efterlader størst aftryk i CO2-regnskabet. Der er en grund til, at billigt tøj er billigt, og det er ganske enkelt ikke lavet til at holde. Spar hellere sammen og køb nogle færre kvalitetsting.

Giv tøj videre
Har du noget, du ikke bruger så tit, så giv det videre til venner/veninder i stedet for at smide det ud. Så holder du hele tiden garderoben på et minimum, og andre får glæde af dine indkøb.

Køb genbrug
En tur i genbrugsbutikken giver dig ikke kun mulighed for at finde noget helt unikt. Du begrænser selvfølgelig også belastningen på miljøet ved at købe noget, der er brugt en gang tidligere.

Pas på dine sko
Jo længere de holder, jo sjældnere skal du købe nye. Det gavner både miljøet og din pengepung. Få sat sål på, når du køber dem. Ryger der en hæl, så få den sat på igen.

Reparer tøjet selv
Det mest miljøvenlige tøj er det, du allerede ejer. Går der hul på tøjet, så lav det selv, i stedet for at smide det ud. Der er masser af guides på YouTube og på nettet. Det kan også være første skridt mod at lave dine egne ting, og så er der pludselig noget at spare på flere fronter.

Vask med omtanke
Vask slider på tøjet og bruger både vand og elektricitet. Så vask med omtanke på 30 grader, måske tøjet endda kan nøjes med at blive luftet? Har du fået en plet på tøjet, så nøjes med at fjerne den.

Se filmen på Netflix

Vil du vide mere om bæredygtighed, ansvarlighed og tøjbranchen, så kan vi anbefale dokumentaren The True Cost, som du bl.a. kan se på Netflix. Filmen går tæt på modeverdenen og de omkostninger, den har for vores miljø. Se filmen og hav vores tips i baghovedet, næste gang du åbner garderobeskabet. Så hjælper du til i det samlede regnskab og gør noget godt for miljøet. Og det går i hvert fald aldrig af mode.