startup company
Af
Marianne Philip, bestyrelsesformand i Nordea Invest

2017 var endnu et godt investeringsår

2017 var endnu et godt investeringsår for Nordea Invests medlemmer. Blandt de afdelinger med de stærkeste afkast var Stars-afdelingerne, hvor Nordea Invests tanke om bæredygtig opsparing udmøntes allerklarest. I alt klarede mere end to tredjedele af Nordea Invests afdelinger – svarende til 70 pct. af foreningens formue – sig, efter omkostninger, bedre end en indeksportefølje.

Læs mere om:
Indsigt
Investeringer

Nordea Invest ændrede i 2017 sit valgsprog fra ”Afkast Med Ansvar” til ”Bæredygtig Opsparing”. Denne ændring er for os i foreningens bestyrelse en naturlig præcisering af vores løfte om, at medlemmernes opsparing investeres ansvarligt og – ja – bæredygtigt. Og her tænker vi vel at mærke både i investeringsmæssig og samfundsmæssig forstand. For de to dimensioner flyder mere og mere sammen.

De senere år har givet mange eksempler på, at virksomheder, der ikke lever op til den samfundsmæssige kontrakt, rammes af bøder, strammere lovgivning og negative reaktioner fra kunder og samfundet generelt. Omvendt tror vi, at virksomheder, der er sig deres ansvar bevidst – og især dem, der går forrest på den bæredygtige sti – får en fordel i den globale konkurrence. Og denne fordel tror vi, på sigt, vil kunne aflæses i investeringsafkastet.

Derfor forsøger vi løbende, for alle vores aktivt forvaltede afdelinger, at løfte ansvarlighedskravene til de virksomheder, vi investerer i. Senest strammede vi i oktober 2017 kriterierne, når det gælder kul.

 

Marianne Philip
Marianne Philip, bestyrelsesformand i Nordea Invest

Nej tak til kul

Kul er den energiform, der har den mest negative indvirkning på klimaet. Kulafbrænding udgør dermed en direkte trussel, ikke blot for milliarder af menneskers livsvilkår, men også for afkastene i vore medlemmers investeringsporteføljer. Derfor besluttede vi allerede i 2015 at udelukke virksomheder, der fik mere end 75% af deres omsætning fra kulproduktion, og som ikke havde en plan for, hvordan de ville orientere sig bort fra dette. Og i 2017 gik vi så videre og sænkede denne tærskel til 30%. De ekstreme klimabegivenheder, vi så i bl.a. USA og Caribien i 2017, er håndgribelige eksempler på, hvorfor vi mener, at denne beslutning er den rigtige.

Det har været en stor glæde at kunne konstatere, at de Nordea Invest-afdelinger, som går endnu videre, når det gælder bæredygtighed, var blandt dem, der klarede sig allerbedst. Stars-afdelingerne, der investerer i virksomheder, som scorer ekstra højt på bæredygtighed, gjorde det markant bedre end aktiemarkedet generelt. Blandt andet gav Nordea Invest Global Stars et afkast på 16,1% mod et indeksafkast på 9%. Nordea Invest Emerging Stars gav hele 28,8% mod markedets 20,7%, og også Nordea Invest Klima og Miljø gav, igen i år, et markant bedre afkast end det brede aktiemarked globalt.
 

Ser vi på Nordea Invest i bred forstand, var afkastene også meget tilfredsstillende. 23 ud af 32 aktivt forvaltede afdelinger, der anvender et benchmark-indeks, gav nemlig et afkast på niveau med eller bedre end dette indeks, efter omkostninger. Det svarer til, at mere end to tredjedele af afdelingerne – svarende til 70% af formuen – slog markedet. Samtidig klarede fem ud af syv afdelinger, der ikke følger et benchmark, sig bedre end et relevant sammenligningsindeks.

Flere kontante kroner til investorerne

Den aktive forvaltning i Nordea Invest skabte altså reel værdi for investorerne i 2017. For når en investeringsforening slår markedet, efter at omkostningerne til både forvaltningen og rådgivningen i banken er betalt (via formidlingsprovisionen), har både forvaltningen og rådgivningen mere end tjent sig hjem. Og så bliver der flere kontante kroner til investorerne, end hvis de have investeret i et teoretisk markedsindeks.

At Nordea Invest er et godt valg blev da også bekræftet i dagbladet Børsen i november måned. Børsen foretog, over en periode fra 2011 og til 2017, en sammenligning mellem vores brede Basis-afdelinger og en uafhængig rådgivers indeksportefølje. Opgørelsen viste, at Nordea Invest havde leveret et bedre afkast efter omkostninger end den uafhængige rådgivers indeksportefølje.

Det er derfor med fortrøstning, at vi ser ind i 2018, om end året er startet med moderate minusser på de fleste markeder. En bekymring for, at den amerikanske økonomi accelererer hurtigere end ellers forventet, har ført til rentestigninger og en nervøsitet for, at højere renter kan føre til ny økonomisk afmatning. I dette lys har aktiemarkederne sat sig fra i mange tilfælde historisk høje niveauer.

Ikke desto mindre tror vi, at der på længere sigt er værdi at hente ved at være investeret frem for at lade en opsparing stå på bankkontoen. Og vi kan love, at vore forvaltere er beskæftiget på fuld tid med at navigere i markedet for at skaffe medlemmerne af foreningen de bedst mulige afkast med den risikoprofil, de har valgt.